Hvem syntes vi selv vi er.......

Gert Bachmann Grandt

Lead vokal, guitar


Jeg har optrådt med live musik siden de sidste klasser i folkeskolen, det vi spillede dengang var Sebastian, CV Jørgensen og lidt Beatles men når jeg lyttede til musik var det Pink Floyd, Deep Pueple, Led Zeppelin.

 

Floyd Pepper Band var det første elektriske forstærkede rockband jeg sang og spillede i, her var det et blandet udvalg af pop og rock sange vi spillede til alle de skolefester vi kunne komme til.

 

Som udøvende musiker er et af de helt store "High Lights" at gå i studiet og indspille musik som var hjemmelavet, både tekster og musik og en efterfølgende turne' som bragte Octavia rundt i Danmark og en tur til Færøerne.

 

I 1996 blev jeg ramt af SLANGEN, Big Fat Snake udgav albummet Midnight Mission og siden har jeg været fan og været til utallige koncerter, jeg var der så snart de var inden for en radius af 100 km.

 

I Flames er mit ypperste mål at give den begejstring og glæde, jeg selv har fået ved koncerter med BFS, videre til vores publikum og samtidig holde liv i mange af de sange som Big Fat Snake har spillet ind i rigtig mange danskeres hjerte.

 

VI SES, Bonsoiar Madame   

Kor


I dag, fritidsfarmer i Horsens, men opvokset i Esbjerg i et hjem med klaver (eller rettere et flygel).


Jeg må siges at være orkestrets ”metal-øre” hvor mit musikalske opdrag blev grundlagt af min storebrors pladesamling med Van Halen, Deep Purple, Motörhead og Whitesnake, som jeg listede ind på hans værelse og lyttede til, når han ikke var hjemme. Det førte mig videre til at udforske andre og hårdere dele af metal-genren, som jeg stadig holder meget af at lytte til.


Som modvægt til den tungere metalmusik, har min mors kærlighed til den klassiske musik og især de klassiske operaer også smittet af, men mest af alt holder jeg vist bare af at lytte til godt skrevet musik, fremført af dygtige musikere og i den genre hører Big Fat Snake.


Jeg har stået adskillelige gange på Tobakken og skrålet med på Big Fat Snakes numre når de har spillet der og det har altid været en fest. Deres musik er en skøn blanding af forskellige stilarter der spænder bredt fra de helt blide popnumre til seje rock sange.


Derfor er det en stor fornøjelse, at få lov til at være med til at fremføre Big Fat Snakes fantastiske musik sammen med nogle virkelig dygtige musikere og jeg glæder mig altid til at få lov at dele denne glæde med jer.

Mette Bønding

Kent Jacobsen

Bas - Kor


Helt igennem Esbjerg-dreng og som uddannet musiklærer er jeg orkestrets musik ”nørd”, og den der tager sig af korarrangementerne.

Jeg har optrådt på diverse spillescener siden ca. 1990 i hhv. Look Out, Rexen og de nye køer, Take the Cake, Notterne, The Youngsters og Festoriginalerne.

 

Jeg er opvokset med 60`er musik hvor The Beatles altid har været toporkestret og hvor Esbjerg var et musikalsk mekka på den tid, men nyder at lytte til alle klassikere indenfor rock/beat/pop fra 1950`rne og frem til i dag.

 

Det er altid sjovt at komme ud at spille, men husker ofte tilbage på de store 60`er rockfester der var i Esbjerg på Kartoffelpakhuset/Cykelbanen, hvor vi varmede op til de store orkestre! Det var stort.

Indspilningen fra 1994 af cd`en Bits and Pieces med Take the Cake er jeg fortsat også glad for.

 

Indtil for nylig kendte jeg kun til enkelte af Big Fat Snakes numre, men efter at have dykket ned i deres store repertoire, er det blevet en spændende opgave at udvælge de bedste hits og få dem præsenteret sammen med nogle af Esbjergs dygtige musikere.

Jens Peter Fjord

Keyboard


Far til 4 i et hjem, med masser af dejligt meget musik og sang der spænder lige fra klassisk/kor til mere hårdtslående tråd. Nyder altid lækker musik i ørerne.

 

Jeg fik som barn undervisning i klassisk klaver og kirkeorgel  senere blev det rock, blues og jazz der fandt min interesse. Elsker alt melodiøs musik, gerne med paralleller til det klassiske.

 

Jeg foretrækker mest rock fra blødt til hårdt, men også funk og jazz er lækkerier for mine øregange. I den klassiske genre lytter jeg gerne Gershwin, Rachmaninoff og Cesar Franck. I rock genren hører jeg ToTo, Chicago, Earth Wind & Fire og lige nu ofte yngre kunstnere som Cory Henry og Jakob Collier.

 

Jeg finder glæde og får et dejligt kick af at spille for et godt publikum. Som 14-årig teenager spillede jeg engang i Odd Fellow Palæet i København if. med en international orgelfestival, hvor jeg i øvrigt blev nr. 2 i Danmark. Det var stort.

I slutningen af 1970´erne var jeg med til at danne- og spillede klaver i Esbjergs første, 17 mand store Big Band ”Filly Sound”, hvor vi lavede nogle koncerter og en enkelt radioindspilning. Det var en spændende og lærerig tid med samspil på højt plan sammen med dygtige unge musikere.

 

For mig er ”Big Fat Snake” synonym med det legendariske britiske rockband ”Procol Harum”, hvad enten det er forsangerens fantastiske stemme eller musikkens opbygningen, som jeg syntes har mange paralleller til J.S. Bachs fugaer fra barokken. Dem har jeg altid været stor fan af.

 

Sammen med nogle dejlige og dedikerede mennesker, glæder jeg mig nu til at komme ud at spille med ”Flames”. Det er altid en fest - både for publikum og os selv.

Kurt Nielsen Banke

Trommer - Kor


Har slået på næsten hvad som helst siden 13-14 års alderen. Fik mine første trommer da jeg var 14.


Startede med at spille til utallige skolefester med bandet Black Monster, senere Freak.
I starten spillede vi bla. Uriah Heep, Black Sabbath, Deep Purple, men senere skrev vi vores eget.

Senere spillede jeg i No Mondayz, Mainhead, Rexen og de nye Køer, Niveau som udgav 3 vinyl plader, optrådte live i DR, samt to turneer til Færøerne. Jan & Hansens, Melankolske Mænd som udgav en CD, Take The Cake som udgav en CD, og kopi bandet Hit med 80’erne, som jeg har turneret landet tyndt de sidste
30 år.


Mine musikalske highlights er første gang jeg skulle spille for flere tusind publikummer og så de gæste solister vi har spillet med i Hit med 80’erne.


Jeg lytter mest til pop/rock musik og Sing and Song writers. Er stor fan af Phil Collins, Genesis og James Taylor, samt dansk 80’er pop.


Jeg har tidligere ikke lyttet så meget til Big Fat Snake, men blev meget overrasket over hvor mange gode sange de har skrevet gennem tiden, og dem glæder jeg mig altid  til at spille for publikum.

Peter Jakobsen

Lead Guitar - Kor


Efter at have været udøvende musiker siden 1979, er jeg nu så heldig at være sammen med en flok dygtige musikere omkring vores orkester, Flames – a tribute to Big Fat Snake.


Min musikalske baggrund stammer fra 70’ernes engelsk hard rockbands og senere med 80’ernes glam og let metal bands. Så alt har været relateret til rockmusik på en eller anden måde.


I dag lytter jeg meget til de mange nye rockbands, der heldigvis stadig popper up, men 70’er og 80’er pladerne findes også stadig frem.

Lytter man til Big Fat Snake, er der her også mange referencer til melodiøse hardrock bands som Bon Jovi, Whitesnake, og hvad der ellers var dengang af bands iført spandex bukser og puddelhundehår.


Igennem min musikalsk vej, eller skal man hellere kalde det meget snørklede sti, har der været mange gode oplevelser – store som små.

Det er altid fedt at stå på en scene og få publikums ”velsignelse”, når man har fortjent det.

En af mine største musikalske oplevelser var da vores orkester OCTAVIA indspillede 2 singler samt en LP-plade i et professionelt studie, med bassisten fra Skagarack som producer og det hele blev fulgt op af den efterfølgende turne. Det var en vild tid som "rock stjerne" og en kæmpe oplevelse for livet.


Big Fat Snakes musik er livsbekræftende og skaber altid en fest. Og så er det sjovt at spille. Vi gør i Flames en dyd ud af at lyde som Big Fat Snake og skabe en fest for publikum.


Ses derude.